Opdatering 27. september 2022:

Vi har nu fundet den nye faglige leder/rådgiver til Helplne, og modtager ikke længere ansøgninger. Vi præsenterer den nye falige leder/rådgiver inden længe.

Nu har du chancen for at få et meningsfuldt job med gode kolleger, fantastiske frivillige og en direkte linje til at hjælpe sjældne borgere. Sjældne Diagnosers sekretariat søger en faglig leder/rådgiver til Helpline

Ved du, at hver anden sjældne patient får en forkert diagnose og/eller ikke bliver taget alvorligt i sundhedssystemet? Eller at kun hvert tredje barn med nogle sjældne sygdomme når at opleve deres fem års fødselsdag? Derfor har patienter og pårørende, der lever med sjældne sygdomme, brug for hjælp. I Sjældne Diagnosers Helpline giver vi information, mestringsstøtte og rådgivning til 500 – 700 sjældne borgere om året pr. telefon og mail. Hjælp til selvhjælp er det bærende princip.

Læs mere om Sjældne Diagnosers Helpline
Læs evaluering af Helpline

Vi søger en ny faglig leder af Helpline, der også selv skal rådgive. Det samlede, lønnede rådgiverteam består af 3-4 rådgivere på deltid samt frivillige sjældne borgere, der som bisiddere, navigatorer og specialiserede rådgivere indgår i Helpline.

Vi forestiller os at du har en socialfaglig, sundhedsfaglig eller samfundsfaglig baggrund. Uanset din fag-faglige baggrund forventer vi, at

  • Du er god til at planlægge, lede og vise vejen for andre – både lønnede og frivillige kolleger
  • Du har stærke rådgivningsmæssige kompetencer generelt og gerne specifikt, f.eks. som patientvejleder, socialrådgiver på et sygehus, professionel rådgiver i en forening eller lignende
  • Du har erfaring med sparring og supervision, også når din kollega har haft en svær samtale
  • Dine kommunikative og relationelle evner er i top og du trives i mødet mellem lønnede rådgivere, frivillige ildsjæle og sjældne borgere med brug for hjælp
  • Du har kendskab til sjældne sygdomme og handicap – eller nysgerrighed nok til at søge alligevel!

Vi forventer også, at du som person er stabil og nærværende, også i forhold til de eksistentielle og politiske spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med Helplines arbejde.

Dine opgaver bliver mangfoldige: Rådgivning og sparring. Ledelse af den daglige drift af Helpline, herunder koordination mellem de mange aktører i Helpline. Kvalitetssikring af Helplines ydelser, herunder planlægning af uddannelse og opkvalificering for både lønnede og frivillige.

Vi tilbyder et job, der både er vigtigt, udfordrende og spændende. Du får kloge, dygtige og sjove kolleger i både Helpline og i resten af Sjældne Diagnosers sekretariat. Din arbejdstid bliver 25 – 30 timer om ugen med en høj grad af fleksibilitet. Din arbejdsplads bliver Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup. Din løn og øvrige arbejdsvilkår forhandler vi med udgangspunkt i Statens overenskomster.

Vil du vide mere?

Så kontakt direktør Lene Jensen (lj@sjaeldnediagnoser.dk, tlf. 2171 6190) eller faglig leder Kis Holm Laursen (khl@sjaeldnediagnoser.dk, tlf. 2171 6197). Skriftlig ansøgning stiles til Lene Jensen og behandles med fortrolighed samt i overensstemmelse med Sjældne Diagnosers persondatapolitik.

Stillingen er slået op pr. 29. august og vi søger en ny faglig leder/rådgiver med tiltrædelse senest 1. november 2022. Vi læser ansøgninger og inviterer til samtaler løbende, så vent ikke for længe med at give dig til kende! Vi piller stillingsopslaget ned, når vi har fundet den rette person. Sjældne Diagnoser opfordrer alle interesserede til at ansøge – uanset køn, alder, handicap, etnicitet eller andre livsvilkår.