Sjældne Diagnoser får ny direktør pr. 1. december 2025. Vi er glade for at kunne byde velkommen til Dorit Wahl-Brink, der overtager posten efter Lene Jensen, som efter næsten to årtier som direktør har valgt at stoppe.
Dorit Wahl-Brink kommer med bredt kendskab til sjældne-området. Som partner i det daværende konsulenthus Marselisborg Consulting stod hun i spidsen for evalueringen af den nationale strategi for sjældne sygdomme og bidrog også til evalueringen af Helpline. Hun ser frem til at fortsætte arbejdet med at styrke indsatsen for mennesker, der lever med en sjælden sygdom og deres familier:
“Jeg er stolt og beæret – og helt igennem overvældet over den varme modtagelse, jeg fik til repræsentantskabsmødet i starten af november. Jeg ser det som et stort privilegie at arbejde for, at vores social- og sundhedsvæsen – uanset om det er specialiseret eller nært – også skal kunne rumme dem, hvis diagnose ikke falder inden for sundhedsvæsenets klassiske ’motorveje’. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med de mange ildsjæle i organisationen, på sekretariatet og blandt de mange samarbejdspartnere.”
Dorit sender også en særlig tak til Lene Jensen, som har været direktør i Sjældne Diagnoser siden 2006, og som gennem alle årene har sat markante aftryk på både organisationen og hele sjældne-området:
“Tak til Lene Jensen for at være med til at åbne mine øjne for Sjældne Diagnoser og sjældne-området. Din viden, dit overblik og engagement er guld værd.”
Liselotte Wesley Andersen, forperson i Sjældne Diagnoser udtaler på vegne af organisationen:
“Vi glæder os meget til samarbejdet med Dorit. Hun kommer med både faglig tyngde og et klart blik for de muligheder, der ligger foran os. Vi står et godt sted som organisation, og med Dorits erfaring og engagement er jeg overbevist om, at vi kan videreudvikle indsatsen for mennesker med sjældne sygdomme.”
Tak til Lene Jensen for næsten to årtiers ledelse
Lene Jensen har været direktør for Sjældne Diagnoser siden 2006. Hun har gennem 19 år været en stærk drivkraft i at styrke vilkårene for mennesker, der lever med sjældne sygdomme, og hun har sat markante spor både i organisationen og i udviklingen af sjældne-området i Danmark.
Under hendes ledelse har Sjældne Diagnoser udviklet sig til en organisation med stærke samarbejdsflader, faglige aktiviteter, politisk gennemslagskraft og stor troværdighed. Mange af de tilbud og indsatser, som i dag er en del af vores fælles fundament – fra Helpline til større medlemsundersøgelser og nationale samarbejder – er opstået eller videreudviklet i hendes tid som direktør.
Forperson Liselotte Wesley Andersen fremhæver betydningen af Lene Jensens lange indsats:
“Lene har været en helt central kraft i Sjældne Diagnoser. Hendes vedholdenhed, faglighed og strategiske blik har skabt resultater, som kommer tusindvis af familier til gode – også langt ind i fremtiden.”
Hun tilføjer:
“Vi skylder Lene en dybfølt tak for hendes mange års arbejde. Hun har været med til at forme organisationen, som vi kender den i dag, og hendes engagement har sat dybe spor i både sekretariatet, medlemsforeningerne og det sjældne landskab.”
Reception den 8. december
Der vil være mulighed for både at sige farvel til Lene og byde Dorit velkommen ved en uformel reception mandag d. 8. december kl. 15.00 – 16.30. Receptionen afholdes i Sjældne Diagnosers lokaler i Handicaporganisationernes Hus. Tilmelding senest d. 4. december på dette link: https://www.conferencemanager.dk/goddagogfarvelreception





