Sjældne Diagnosers Helpline søger to frivillige rådgivere, der har lyst til at støtte mennesker, som lever med sjældne sygdomme og handicap tæt inde på livet. Hos os bliver du en del af et tværfagligt rådgiverteam, hvor faglighed og nærvær er i centrum og hjælp til selvhjælp er det bærende princip.
Skal du være en del af vores rådgiverteam?
Mennesker med sjældne sygdomme og handicap står ofte i komplekse livssituationer og har mange kontakter i både sundhedsvæsenet og det sociale system. Mange oplever at møde manglende viden og forståelse for deres situation – og derfor er behovet for støtte, rådgivning og overblik stort.
I Sjældne Diagnosers Helpline tilbyder vi information, mestringsstøtte og rådgivning via telefon og mail til omkring 700 mennesker om året. Derudover huser Helpline også vores vores frivillige bisiddere, der deltager i møder og samtaler rundt om i landet, og vores navigatorer, som støtter mennesker og familier gennem længere forløb.
Helpline er en tværfaglig rådgivning, hvor hjælp til selvhjælp er det bærende princip. Vi er akkrediteret hos RådgivningsDanmark, og rådgivningen består i aktuelt af fem deltidslønnede og tre frivillige rådgivere, som tilsammen besidder en palet af socialfaglig, sundhedsfaglig, juridisk, pædagogisk og erfaringsbaseret viden. Der er altid mindst to rådgivere på vagt og som ny rådgiver gennemgår du et introduktionsforløb.
Lige nu søger vi to frivillige rådgivere, som kan tage en vagt hver eller hver anden uge i Helpline. Hvis du vil være frivillig bisidder, navigator eller bidrage på anden vis, så kan du læse mere her.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en socialfaglig, sundhedsfaglig eller anden relevant faglig baggrund – gerne kombineret med egne erfaringer med livet med en sjælden sygdom eller som pårørende.
Ingen kan det hele – men vi håber, at du kan sige ja til flere af nedenstående:
- Erfaring med rådgivning eller støtte til mennesker i komplekse livssituationer
- Stærke kommunikative og relationelle kompetencer
- Evne til at lytte, skabe tryghed og tage udgangspunkt i den enkelte
- Erfaring med faglig sparring og samarbejde
- Kendskab til sjældne sygdomme og handicap
- Trivsel i mødet mellem lønnede rådgivere, frivillige ildsjæle og mennesker med behov for støtte
Egen erfaring med livet med en sjælden sygdom eller handicap er en stor styrke, men ikke et krav. For mennesker, der står alene med deres situation, kan det have stor betydning at møde et menneske, som forstår livet med sjælden sygdom indefra.
Da arbejdet indebærer kontakt med mennesker i svære og ofte livsomvæltende situationer, er det vigtigt, at du er et sted i livet, hvor du har overskud – både menneskeligt og mentalt – til at indgå i arbejdet og fællesskabet omkring Helpline.
Et meningsfuldt frivilligt engagement
Som frivillig rådgiver bliver din arbejdsplads Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup. Vi forventer, at du kan tage en vagt i rådgivningen én dag hver eller hver anden uge.
Helpline har åbent:
- mandag kl. 10-14
- tirsdag kl. 12-18
- torsdag kl. 10-14
Du bliver en del af et engageret fællesskab og gennemgår et introduktionsforløb. Derudover tilbyder vi løbende sparring og supervision – både individuelt og sammen med de øvrige frivillige rådgivere.
Vil du vide mere?
Så kontakt faglig leder Anja Petersen (ap@sjaeldnediagnoser.dk, tlf. 2171 6197). Send en kort skriftlig ansøgning til Anja på ap@sjaeldnediagnoser.dk og du vil høre fra os. Ansøgninger behandles med fortrolighed samt i overensstemmelse med Sjældne Diagnosers persondatapolitik.




