Efter en lang sommerferie er Sjældne Diagnosers sekretariat tilbage ved telefonen og tasterne. Helpline er igen åben og der er nye, spændende aktiviteter på vej
Mandag, d. 3. august kl. 10 åbnede Sjældne Diagnosers sekretariat mailboksene og telefonlinjerne efter en lang, energi-givende sommerferie. Fra mandag, d. 10. august er alle medarbejdere tilbage i drift og vi skal finde en måde at arbejde på, som både tager hensyn til opgaveløsningen og til den enkelte medarbejder i en virkelighed, hvor corona-smitten stadig spiller en rolle.
Sjældne Diagnosers forretningsudvalg er også i gang igen og mødes søndag, d. 16. august til FU-møde og heldags-seminar.
Helpline og webinarer
I Helpline er rådgiverne i gang med at arbejde sig gennem bunken af mail-henvendelser, som er tikket ind i juli måned. Telefonerne er åbne som vanligt – mandag-torsdag kl. 10 – 14, onsdag til kl. 17. Og den sidste onsdag i måneden er telefonerne åbne til kl. 20.
Senere i august har vi premiere på et nyt tiltag i Helpline: webinarer for sjældne borgere. Vi lægger ud onsdag, d. 26. august kl. 19-20 hvor det handler om børnefamilierne og raske søskende. Onsdag, d. 2. september kl. 19-20 er det egenomsorg for alle, der lever med sjælden sygdom, der er på dagsordenen.
Læs mere om webinarer i august og september her>>
Efteråret i øvrigt
Sjældne Diagnosers repræsentantskab mødes d. 6.-7. november og d. 14. november er der temadag for Sjældne-netværket. Årets Sjældne-træf er udskudt til foråret 2021. Inden da har vi en række seminarer og interne møder. Vi håber og tror, at vi kan gennemføre efterårets aktiviteter på sædvanlig vis, dvs. ved fremmøde. Men vi følger udviklingen omkring corona-smitte nøje – det skal være trygt at deltage i Sjældne Diagnosers arbejde og aktiviteter.