1. september 2025 trådte de nye regler om kompensationsydelse (tidligere merudgiftsydelse) i kraft på både børne- og voksenområdet. Det kan have betydning for eksisterende bevillinger, som skal genvurderes efter de nye regler senest d. 1. september 2027. Har du søgt om merudgiftsydelse efter d. 1. september, bliver din ansøgning vurderet efter de nye regler.

De nye regler kan være svære at gennemskue – både hvis du allerede modtager kompensationsydelse, eller hvis du skal søge for første gang. Har du brug for hjælp til at forstå, hvad reglerne betyder i din situation, kan du kontakte Sjældne Diagnosers Helpline og få gratis rådgivning.

Personkredsen er uændret

Personkredsen for kompensationsydelse er uændret. Det betyder, at personkredsen efter voksenreglerne (servicelovens § 100) er:

Personer med en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Med varigt nedsat funktionsevne forstås en:

  1. langvarig lidelse, hvis
  2. konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at
  3. der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Personkredsen efter børnereglerne (barnets lov § 86) er:

Børn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Det kan i praksis være vanskeligt at vurdere, om man selv eller ens barn er omfattet af personkredsen for kompensationsydelse. I Sjældne Diagnosers Helpline kan du få rådgivning om, hvordan reglerne typisk bliver fortolket af kommunerne, og hvad der kan være relevant at være opmærksom på i en ansøgning.

Udgifterne skal være nødvendige og en konsekvens af den nedsætte funktionsevne

Det er fortsat en betingelse, at udgifterne er nødvendige, at de er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter andre bestemmelser.

For børn er det en betingelse, at de bliver forsørget i hjemmet. Det betyder, at barnet skal bo hos jer som forældre eller hos andre pårørende. Hvis dit barn er anbragt af kommunen uden for hjemmet, kan du ikke modtage merudgiftsydelse efter § 86.

Nyt system for udmåling af ydelsen

Udmålingen af ydelsen kan ske på to forskellige måder: gruppe I og gruppe II. Du kan selv vælge, hvilken gruppe kommunen skal træffe afgørelse efter:

Gruppe I: Kommunen udbetaler kompensationsydelsen efter gruppe I, når du har sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter som udgør mindst 6.660 kr. pr. år svarende til 555 kr. pr. måned. Ydelsen du vil modtage, udgør et standardbeløb på 1.105 kr. pr. måned.

Gruppe II: Kommunen udbetaler kompensationsydelsen svarende til de faktiske udgifter til borgere, som kan dokumentere kompensationsberettigende udgifter på over 24.000 kr. pr. år svarende til 2.000 kr. pr. måned indenfor udgiftstyperne på positivlisten, samt et standardbeløb på 500 kr. pr. måned.

I gruppe I skal du altså kunne sandsynliggøre dine udgifter, mens du i gruppe II skal kunne dokumentere dine udgifter.

Bemærk, at minimumsbeløbet er blevet ensrettet for børn og voksne, hvilket betyder, at minimumsbeløbet for voksne er blevet lidt lavere (før skulle man have udgifter for 7.560 kr. om året), mens det for børn er blevet lidt højere (før skulle man have udgifter for mindst 5.718 kr. om året).

Valget mellem gruppe I og gruppe II kan have stor betydning for både dokumentationskrav og ydelsens størrelse. Hvis du er i tvivl om, hvilken gruppe der passer bedst til din situation, eller hvordan du sandsynliggør eller dokumenterer dine udgifter, kan Helpline hjælpe dig med at få overblik og forberede dialogen med kommunen.

Nye retningslinjer for, hvilke udgifter der kan dækkes

Med de nye regler er der kommet en såkaldt ”positivliste” over kompensationsberettigende udgifter for ansøgere efter gruppe II. Når kommunen skal vurdere, om du kan modtage mere end standardbeløbet på 1.105 kr. pr. måned, skal de derfor alene forholde sig til de udgiftstyper, der fremgår af listen.

Følgende typer af kompensationsberettigende udgifter kan medtages, når kommunen skal tage stilling til, om de kompensationsberettigende udgifter er på over 24.000 kr. pr. år:

  1. Udgifter til kost- og diætpræparater.
  2. Udgifter til medicin.
  3. Udgifter til befordring og kompensationsberettigende udgifter til drift ved befordring i egen bil, herunder udgifter til vedligeholdelse og reparation, bilforsikring, fornyelse af kørekort og udligningsafgift for dieselbil.
  4. Udgifter til forhøjet husleje, herunder indskud.
  5. Udgifter til fritidsaktiviteter, herunder udgifter til deltagelse i almindelige fritidsaktiviteter og udstyr hertil, ferier, sommerlejre, stævner m.v.
  6. Udgifter til handicaprelaterede kurser.
  7. Udgifter til beklædning.
  8. Udgifter til el, vand og varme.
  9. Øvrige kompensationsberettigende udgifter, hvor den enkelte kompensationsberettigende udgift overstiger 15.000 kr. (2025-niveau) pr. år svarende til gennemsnitligt 1.250 kr. (2025-niveau) om måneden.

Udgiftstyperne er de samme for børn og voksne og fremgår af bekendtgørelse om kompensationsydelse efter lov om social service og bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn og unge med handicap eller langvarig sygdom. 

Kommunen skal kun genvurdere sagen, når der er grund til det

Mange har været vant til, at kommunen foretog årlig opfølgning på deres merudgiftsbevilling. Med de nye regler skal kommunen alene foretage revurdering af kompensationsydelsen, hvis borgeren eller familien anmoder om det på grund af ændrede forhold, eller hvis kommunen bliver opmærksom på eller får formodning om, at der i øvrigt er sket ændringer i borgers eller families situation, som kan medføre ændret hjælp.

Kontakt Helpline 

Helpline har et gratis rådgivningstilbud for alle, der er berørt af sjælden sygdom og handicap. Helpline er åben mandag fra 10-14, tirsdag fra 12-18 og torsdag fra 10-14. Det kræver ikke medlemsskab af en af Sjældne Diagnosers medlemsforeninger eller af Sjældne-netværket at benytte Helpline. Du kan også skrive til Helpline nedenfor.