Spørgsmål til brevkassen #4
Hvilke muligheder har vi, når vores voksne datter ikke trives i sit botilbud?
I brevkassen handler det denne gang om botilbud. En læser fortæller, at hendes voksne datter med en sjælden sygdom ikke trives på sit nuværende botilbud og derfor opholder sig meget hjemme hos forældrene. Familien overvejer, om de kan oprette deres eget botilbud, få hjælp i hjemmet eller finde en anden løsning.
Spørgsmål
Hej brevkasse
Vores datter er i trediverne og har en sjælden sygdom. I de sidste 14 år har hun boet på 3 forskellige bosteder. Hun trives ikke, og vi tager hende hjem ca. 50% af tiden. Hun har 1:1 støtte, når hun er på bosted - eller det er hun bevilliget. Beskæftigelsen gennem 12-13 år går til gengæld perfekt.
Jeg synes ikke, vi bare kan acceptere, at hun trives så dårligt. Jeg vil gerne oprette et bosted for hende eller finde en anden løsning, hvor hun kan få hjælp herhjemme. Hvilke muligheder er der?
Mvh. I.
Svar
Kære I.
Jeg er ked af at høre, jeres datter ikke trives på sit botilbud.
Der er jo frit valg af tilbud, når man er visiteret til længerevarende botilbud. Men desværre kan der være lang ventetid, hvis man ønsker et specifikt tilbud, og det kan også være svært at finde et egnet tilbud i det område, man ønsker – fx tæt på de pårørende.
Nogle pårørende til mennesker med sjældne sygdomme oplever, at botilbuddet mangler de nødvendige kompetencer til at kunne håndtere de særlige pædagogiske og sundhedsmæssige behov, der ofte følger med en sjælden sygdom. Her har nogle gavn af at involvere Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), som rådgiver og formidler viden inden for det specialiserede socialområde. De kan rådgive personalet med henblik på at styrke de faglige handlemuligheder i forhold til en specifik beboer med en kompleks funktionsnedsættelse. Har dette mon været afprøvet? Hvis ikke, vil jeg foreslå, at I taler med jeres datters sagsbehandler og botilbud om denne mulighed.
I forhold til jeres tanker om at oprette jeres eget botilbud til jeres datter skal I være klar over, at det er et stort arbejde at oprette sit eget botilbud. Hvis man ønsker at oprette et socialt tilbud, fx et botilbud, skal tilbuddet godkendes af et af landets fem Socialtilsyn. Det sker for at sikre, at det nye tilbud har den fornødne kvalitet til den målgruppe, tilbuddet retter sig mod. Ved ansøgning om godkendelse skal I bl.a. kunne beskrive den ønskede målgruppe, formålet med indsatsen og de valgte faglige tilgange og metoder, I skal kunne redegøre for den ledelsesmæssige organisering, og I skal kunne beskrive de medarbejderkompetencer, der skal være til stede i tilbuddet. Så det er nok ikke den mest oplagte mulighed ud fra det, du beskriver.
En anden mulighed er selvfølgelig, at jeres datter flytter hjem til jer, hvor hun i princippet kan få leveret personlig, praktisk og pædagogisk hjælp, ledsagelse osv. Jeg synes dog, I skal overveje meget nøje, om det er den bedste løsning for jer og for jeres datter på længere sigt. Hun vil formodentlig have brug for hjælp i mange år fremover – også når I er blevet ældre og ikke længere kan magte opgaven. Og selvom hun har et indgribende handicap, har hun også brug for at have en eller anden form for selvstændighed og ikke være afhængige af jer.
Så mit råd vil nok være, at I forsøger, evt. med hjælp fra VISO, at få det nuværende botilbud til at fungere eller alternativt afsøger mulighederne for et andet botilbud.
I er meget velkomne til at kontakte os i Helpline, hvis vi skal drøfte mulighederne yderligere.
Venlig hilsen Pernille
Har du et spørgsmål til brevkassen?
Skriv til brevkassen her

Hvem besvarer brevkassen?
Det er Pernille Loumann, som er en af dem, som besvarer spørgsmålene. Pernille er uddannet socialrådgiver og er en del af Helplines rådgiverteam.
Læs tidligere spørgsmål og svar
Her kan du finde svar på spørgsmål, som andre har stillet.
Har du brug for rådgivning?
Kontakt Helpline, her kan du få personlig og fortrolig rådgivning.