Genoptræning og fysioterapi
Mange mennesker med sjældne diagnoser har behov for træning eller fysioterapi for at vedligeholde eller forbedre deres funktionsevne. Træningen kan foregå i kommunen, på sygehuset eller hos en privatpraktiserende fysioterapeut, afhængigt af behov og lovgrundlag.
På denne side kan du læse om genoptræning efter udskrivning fra sygehus, kommunal vedligeholdelsestræning og reglerne for vederlagsfri fysioterapi.
På denne side kan du læse mere om:
- Genoptræning i kommunen
- Genoptræning efter udskrivelse
- Niveauer af genoptræning
- Klage
- Vedligeholdelsestræning
- Vederlagsfri fysioterapi
Genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommunen
Overordnet skelner man mellem genoptræning og vedligeholdelsestræning.
Genoptræning
- er en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale.
- har til formål, at patienten/borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt.
- omfatter træning af kroppens funktioner og træning af aktiviteter, dvs. træning af funktionsnedsættelser i relation til for eksempel bevægeapparatet og aktivitetsbegrænsninger.
- ydes efter sundhedsloven (i forbindelse med udskrivning fra hospital) eller efter serviceloven.
Vedligeholdelsestræning
- er en målrettet træning for at forhindre funktionstab, fastholde eller forbedre den hidtidige funktionsevne.
- omfatter vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske funktioner og færdigheder.
- ydes efter serviceloven.
Genoptræning efter udskrivning fra sygehus
Kommunen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning.
Efter sundhedslovens § 84 skal der senest ved udskrivningstidspunktet tages stilling til, om patienten har brug for genoptræning, og der skal udarbejdes en plan for genoptræning, som kommunen har ansvaret for at udføre. Kommunen kan ikke tilsidesætte den lægefaglige vurdering af patientens genoptræningsbehov.
Genoptræning er en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces mellem en patient/borger, eventuelt pårørende og personale. Formålet med genoptræning er, at patienten/borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt.
Genoptræning omfatter træning af kroppens funktioner og træning af aktiviteter, dvs. træning af funktionsnedsættelser i relation til for eksempel bevægeapparatet og aktivitetsbegrænsninger.
Kommunens ansvar for at tilbyde genoptræning fremgår af sundhedslovens § 140.
Rehabilitering er typisk en mere omfattende og tværfaglig indsats, som kan dække over forløb af koordinerede ydelser og tilbud på sundheds-, social-, beskæftigelses- og undervisningsområdet, som har til formål, at borgeren erhverver samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulige funktionsevne, så borgeren kan leve et så selvstændigt og meningsfuldt hverdagsliv som muligt.
Niveauer af genoptræning og rehabilitering
Genoptræningsplanen skal angive, om patienten har behov for almen genoptræning, genoptræning på avanceret eller specialiseret niveau eller rehabilitering på specialiseret niveau. Mange patienter med sjældne diagnoser kan have brug for genoptræning og rehabilitering på niveau 2-4.
Nedenfor følger beskrivelser af de fire niveauer af genoptræning og rehabilitering.
1. Genoptræning på basalt niveau
Patienten har typisk enkle og afgrænsede funktionsnedsættelser og ingen komplikationer i behandlingsforløbet.
Patienten har behov for genoptræning, der kan varetages af sundhedspersoner med generelle kompetencer inden for deres fagområde.
Der er en høj forekomst af patienter med samme problemstillinger, så alle kommuner kan have tilstrækkelig aktivitet til at have erfaring og kompetencer hos de involverede faggrupper.
2. Genoptræning på avanceret niveau
Patienten har typisk omfattende funktionsnedsættelser ofte af betydning for flere livsområder, herunder evt. komplikationer i behandlingsforløbet på sygehus.
Der er behov for genoptræning, der varetages af sundhedspersoner med særlige kompetencer inden for deres fagområde.
Der er en lille-moderat forekomst af patienter med samme problemstillinger, hvorfor de fleste kommuner på grund af deres befolkningsunderlag vil have behov for at indgå i et tværkommunalt samarbejde for at have tilstrækkelig aktivitet til at opnå erfaring og kompetencer hos de involverede faggrupper.
3. Genoptræning på specialiseret niveau
Patienten har typisk komplicerede, omfattende, sjældne og/eller alvorlige funktions-nedsættelser af væsentlig betydning for et eller flere livsområder, herunder evt. alvorlige komplikationer i behandlingsforløbet.
Der er behov for genoptræning, der varetages af sundhedspersoner med specialiserede kompetencer inden for deres fagområde og med krav til tæt koordinering af genoptræning, udredning og ambulant sygehusbehandling.
Genoptræningen kan også varetages på sygehus, hvis der er behov for bistand fra andet sundhedsfagligt personale, som kun findes i sygehusregi.
Der er en lille forekomst af patienter med samme problemstillinger, hvorfor indsatsen må samles på sygehuse med den rette ekspertise for at have tilstrækkelig aktivitet til at opnå erfaring og kompetencer hos de involverede faggrupper.
4. Rehabilitering på specialiseret niveau
Patienten har typisk komplicerede, omfattende, sjældne og/eller alvorlige funktions-nedsættelser af væsentlig betydning for flere livsområder, herunder oftest omfattende mentale funktionsnedsættelser.
Der er behov for både genoptræningsindsatser og andre rehabiliteringsindsatser, som varetages af autoriserede sundhedspersoner og andre fagpersoner med specialiserede kompetencer og med særlige krav til tilrettelæggelse af helhedsorienterede forløb og organisering.
Der er en lille forekomst af patienter med samme problemstillinger, hvorfor indsatsen må samles på et begrænset antal rehabiliteringstilbud primært målrettet specifikke patientgrupper eller problemstillinger.
Klage
Du kan klage til Styrelsen for Patientklager over den lægefaglige vurdering af dit genoptræningsbehov, herunder hvilken type genoptræningsindsats, du henvises til.
Du kan også klage over den lægefaglige vurdering, hvis din læge ikke finder, at du har et genoptræningsbehov efter udskrivning fra et sygehus – og dermed heller ikke har behov for en genoptræningsplan.
Endelig kan du klage over sundhedspersoners faglige virksomhed i forbindelse med udførelsen af genoptræningen.
Vedligeholdelsestræning
Hvis du har nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, har kommunen pligt til at tilbyde vedligeholdelsestræning med henblik på at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder (servicelovens § 86 stk. 2).
Vedligeholdelsestræning er en målrettet træning for at forhindre funktionstab, fastholde eller forbedre den hidtidige funktionsevne. Vedligeholdelsestræning omfatter vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske funktioner og færdigheder.
Træningen kan bestå af mange ting: træning i eget hjem, individuel træning på et center, træning på hold og herunder også bassintræning.
Kommunen træffer afgørelse om, hvilken form for vedligeholdelsestræning, der skal iværksættes. Afgørelsen skal træffes ud fra en konkret individuel vurdering af dit behov, og afgørelsen skal meddeles skriftligt og være ledsaget af en skriftlig begrundelse med klagevejledning. En afgørelse om vedligeholdelsestræning skal endvidere ses i sammenhæng med evt. anden hjælp, der er bevilget, fx hjemmehjælp.
Kommunen bevilger normalt vedligeholdelsestræning for en afgrænset periode, men kommunen skal vurdere, om der er behov for forlængelse.
Reglerne om vedligeholdelsestræning gælder både børn og voksne.
Vederlagsfri fysioterapi hos praktiserende fysioterapeuter
Efter de almindelige regler om henvisning til fysioterapi kan du få tilskud til behandling hos en fysioterapeut svarende til ca. 40 procent af fysioterapeutens honorar.
Hvis du derimod bliver henvist til vederlagsfri fysioterapi, betyder det, at der ikke er nogen egenbetaling.
Ordningen om vederlagsfri fysioterapi omfatter en afgrænset gruppe af personer med sygdomme og tilstande inden for følgende fire hoveddiagnosegrupper:
- Medfødte eller arvelige sygdomme
- Erhvervede neurologiske sygdomme
- Fysiske handicap som følge af ulykke
- Nedsat led- og/eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtsygdomme.
Sundhedsstyrelsen har lavet en vejledning, hvor der er nævnt en række konkrete diagnoser, der er omfattet af ordningen inden for de fire hovedgrupper. Her er nævnt flere sjældne diagnoser, bl.a. tuberøs sklerose, neurofibromatosis Recklinghausen, Huntingtons sygdom og osteogenesis imperfecta.
Hvis din diagnose ikke specifikt står nævnt, kan du alligevel være omfattet, men det kan i så fald være lidt mere udfordrende at blive henvist fra en praktiserende læge. Hvis en henvisende læge er i tvivl om, hvorvidt du har en diagnose, som er omfattet af ordningen, kan du henvises til vurdering hos relevant speciallæge. Lægen kan også rådføre sig med Sundhedsstyrelsen, hvis der fortsat er tvivl.