En verdensberømt, medicinsk professor? En lokal ildsjæl, der brænder for sjældne-sagen? En sygeplejerske eller socialrådgiver, der bare gør dén forskel, når der er brug for det? Eller en forening, en frivillig, en kunstner, en kendis, en politiker, en hverdagshelt, et netværk, en terapeut eller… eller… kun din fantasi og virkelyst sætter grænser: Hvem skal have den smukke Sjældne-pris 2020?

Det kan du være med til at bestemme, hvis du er med i én af Sjældne Diagnosers medlemsforeninger eller i Sjældne-netværket. Og nu kan vi afsløre konkret, hvori prisen består:

Æren
Først og fremmest er der æren. Den er stor. At modtage Sjældne-prisen er en kompromisløs anerkendelse af indsatsen til fordel for sjældne borgere – tildelt af de sjældne borgere selv. Det er visheden om, at man har gjort og gør en forskel for dem, der lever med sjældne sygdomme og handicap. Måske har man endda været med til at gøre livet bare lidt lettere at håndtere for helt konkrete sjældne børn eller voksne – eller man har været med til at præge de strukturer, der påvirker den enkeltes muligheder i dagligdagen.

I 2020 er det Sjældne Diagnosers fremmeste folkevalgte, nemlig forretningsudvalget, der udvælger prismodtageren.

Se tidligere modtagere af Sjældne-prisen her>>

Formen
Så er der selve prisen. I 2020 skulle den være en genstand fremstillet af en kunstner med et særligt hjerte for de sjældne. Og der har været et par fine bud på bordet. Men mange har ønsket sig at vi kunne fortsætte med det smukke smykke, som Marie von Lotzbeck designede til den allerførste Sjældne-pris i 2008 og til alle Sjældne-priserne siden da: Det smukkeste kløversmykke i ægte guld. Og nu har det vist sig, at vi godt kan få smykket re-produceret, selvom designeren har indstillet sin virksomhed! Derfor bliver prisen i 2020 endnu engang til at kløversmykke sig med.

Kom med din kandidat!
Det er nu, der er åbent for indstillinger. Alle medlemmer af Sjældne Diagnosers medlemsforeninger og af Sjældne-netværket kan indstille kandidater. Der skal bruges en formular, som findes på Sjældne-dagens hjemmeside. Og vi ser på alle indstillinger – uanset hvem eller hvad, der bliver indstillet. Det er kun fantasien og virkelysten, der sætter grænser. Vi glæder os til at høre fra jer!

Læs mere om Sjældne-prisen og download en indstillingsblanket her>>

Blanketten kan også udfyldes online her>>