Jeg er hjerneskadet

Frederik har vundet 47 svømmemedaljer. Han blev opdaget af Parasport Danmark som 13-årig, vandt guld til Special Olympics som 16-årig, og træner nu som 19-årig til at blive udtaget til De Paralympiske Lege. Og nå ja, så har han en sjælden sygdom, der giver hjerneskade. 

Diagnose: Undertype af homocystinuri

Frederik var 3 måneder gammel, da lægerne fandt ud af, at han har en sjælden stofskiftesygdom kaldet homocystinuri. Sygdommen forgifter ham og forhindrer en normal udnyttelse af næring fra maden. Men der er fuld fart på Frederik, ikke mindst i vandet.

Her fortæller Frederik om at være ung, ambitiøs og ikke helt almindelig.

Jeg ved godt, at jeg ikke er almindelig

Hvad er det overhovedet at være almindelig? Jeg har en hjerneskade, fordi min sygdom forgifter mig og forhindrer en normal udnyttelse af næring fra maden. Jeg tager medicin for at gøre det bedre. Jeg er nok også lidt langsommere til at fatte beskeder og udregne matematikstykker. Til gengæld er jeg den bedste til butterfly på mit svømmehold. Så mon ikke, det går?

Elsker at svømme

Jeg elsker at være i vandet, bruge min krop, og mærke, hvordan mine muskler sætter fart på. Jeg var 10 år, da jeg vandt min første medalje – bronze. Den gav mig lyst til at vinde flere. Tre år senere blev jeg opdaget af et par trænere fra Parasport Danmark. De tilbød mig at være med i fællestræning. Så blev jeg for alvor ambitiøs og deltog i danske og nordiske mesterskaber.

Højdepunktet – indtil videre

Jeg var med til Special Olympics – det ypperste stævne inden for svømning for udviklingshæmmede. Jeg både svømme- og styrketrænede som aldrig før. Og så en dag stod jeg i en svømmehal i Abu Dhabi og vinkede på storskærmen, da mit navn blev kaldt op: ”Frederik from Denmark”. Op på skamlen, på med svømmebrillerne, ”on your marks”. Et enkelt pift med fløjten, og min krop ramte vandet.

Gulddreng

Jeg fattede ikke, at jeg kom først i mål. Jeg havde vand i mine skelende øjne og kunne slet ikke se mit navn under nr. 1 på tavlen. Men hold da nu op, hvor var det vildt, da jeg forstod, at jeg havde vundet guld. GULD! At stå der på podiet, bukke sig ned og få sin guldmedalje på. Så glemmer man alt om en hjerneskade. Jeg vandt GULD.

Stolt

Da jeg kom hjem, stod familie og venner med flag i lufthavnen. På skolen overraskede mine lærere og skoleinspektøren mig, og jeg trådte ind i klasseværelset til lyden af ”We Are the Champions”. Så kom min svømmetræner og hentede mig – for borgmesteren havde inviteret os til rådhuspandekager. Og da jeg skulle ned at træne, holdt klubben en fest for mig, og lokalbladet interviewede mig, og selv TV 2 Øst kom forbi. Så kom jeg i fjerneren. Jeg blev også inviteret til Guldfest – en fest for de idrætsfolk, der har vundet guld det seneste år. Det var nice.

Drømme for fremtiden

Lige nu ligger jeg på landets Top 3-liste over bedste handicapsvømmere. Hvorfor ikke ligge på Top 1? Men mest af alt vil jeg forfærdelig gerne med til De Paralympiske Lege. Det er svært, der er mange krav, og presset er stort. Men jeg giver ikke op. Jeg elsker at svømme. Svømningen får mig til at glemme, at jeg er hjerneskadet. I stedet tænker jeg bare på, hvor fedt det er at svømme. Så jeg vil have lov at drømme og kæmpe for mit mål. Så jeg håber, du hepper på mig til næste Paralympics.