Som del af sin genopretningsplan vil regeringen lægge et loft på 19.300 kr. over, hvor meget en forælder kan få i lønkompensation for at passe sit alvorligt eller kronisk syge barn i hjemmet. Socialministeren har været i åbent samråd om ændringerne. Sjældne Diagnoser overværede samrådet og vil fortsat følge lovgivningsarbejdet.

Folketingets Socialudvalg havde mandag den 14. juni kaldt ministeren i åbent samråd i forbindelse med regeringens forslag om at lægge loft over kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af eget barn i hjemmet. Målet var at få belyst indhold og konsekvenser af regeringens ændringsforslag. Der er lagt op til en besparelse på 300 mio. kr.

Under samrådet gav Socialministeren et klart løfte om

  • at der ikke sker ændringer for dem, der allerede gør brug af ordningen
  • at de andre ordninger i serviceloven ikke berøres

Formand for Sjældne Diagnoser Birthe Holm undrer sig over denne sammenhæng:

”Det er godt, at de nuværende modtagere af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ikke rammes. Men når vi samtidig ved, at de allerfleste, der gør brug af ordningen, kun gør brug af den på deltid, virker det ude af proportioner, at der kan spares så mange penge på de familier, der kommer med i ordningen efter 2011. Det stiller vi os meget tvivlende overfor”, siger formand for Sjældne Diagnoser Birthe Holm.


Forældrepasning er ikke den eneste mulighed

Socialministeren fremhævede, at muligheden for lønkompensation er kun én af mange muligheder i en samlet palet, og de øvrige muligheder påvirkes ikke . For eksempel vil det stadig være muligt at få tilkendt assistance til pasning i hjemmet, hvis det er den bedste løsning for barnet. Derfor anerkendte ministeren ikke argumentet om, at der for mange familier ikke er andre muligheder, end at den ene forælder går hjemme.

”Uanset hvordan man vender og drejer det, så er mange sjældne familier i den situation, at det bedste for barnet er, at den ene forælder går hjemme. Derfor rammer loftet over tabt arbejdsfortjeneste uretfærdigt. Der var også et signal fra ministeren om, at den nuværende ordning nogle gange bliver brugt utilsigtet. Så selvom der ikke ændres i betingelserne for at kunne anvende ordningen, så kan man godt få en mistanke om, at kommunerne kommer til at granske bevillingerne mere nøje end før, når de skal fornys.”, siger Birthe Holm og slutter:

”Vi vil følge lovgivningsarbejdet nøje for at sikre, at det her ikke får værre konsekvenser end tilsigtet. Lovforslaget forventes fremsat i oktober, og der vil vi kende vores besøgelsestid og gøre vores for, at så få familier som muligt bliver ramt.”